Baltorpskolen havde et ønske om at forene skolens hovedbygning og den fritlæggende bygning, der huser indskoling og børnefritidsordning. Mellem de to eksisterende bygninger er der således udført en tilbygning på 285 m2 i KK2 med nyetableret multisal, et fællesrum og et værksted/multimedierum, der skaber tidssvarende læringsrum for skolen. Der er desuden foretaget nogle konstruktive indgreb på eksisterende bygværk, herunder forstærkning af eksisterende tag samt udført åbninger i eksisterende byggerier, hvor der er etableret overliggere.
Projekt
Type
Konstruktionsprojekt for ny tilbygning i KK2 og CC2
Status
Årstal
2024
Adresse
Rugvænget 10, 2750 Ballerup
Bygherre
Ballerup Kommune
Øvrige parter
EK Entreprise A/S (totalentreprenør), Dall & Lindhardtsen A/S (arkitekt), Kingstoft ApS (brand) og Dansk Energi Management A/S (teknik)
Areal
Ca. 285 m2
Team
Malte Hessellund Lundehave, Lars Pedersen Boll
Elementer
Fundament: Dyb direkte fundering og selvbærende terrændæk.
Ydervægge: Træskeletvægge med skalmur.
Bærende konstruktion: Trækonstruktioner i en kombination af træskeletvægge og limtræskonstruktioner.
Bygningen
Med bygherres ønske om at forene Baltorpskolens to eksisterende bygninger, hhv. hovedbygning og bygning med indskoling og børnefritidsordning, er der etableret en tilbygning, der samler de to bygninger. Tilbygningens 285 m2 rummer en multisal, et fællesrum og et værksted/multimedierum, der hver især skaber nye og moderne læringsrum for skolen.
Tilbygningen er opført af bærende trækonstruktioner udført i en kombination af træskeletvægge og limtræskonstruktioner. Materialerne er optimeret med udgangspunkt i at anvende så få CO2-tunge materialer som muligt, såsom beton.
Vores rolle
Vi har som bygværksprojekterende haft det overordnede ansvar for den samlede statiske dokumentation, herunder håndtering af grænseflader til de afsnitsprojekterende. Vi har ligeledes varetaget rollen som certificeret statiker på projektet, og i løbet af udførelsesperioden har vi været behjælpelig med at udføre tilsyn i det omfang entreprenøren fandt nødvendigt. Desuden har vi haft Kingstoft ApS med som underleverandør på projektet, hvor vi har sørget for den overordnede koordination af projektet.
BÆRENDE KONSTRUKTIONER
Tilbygningen er opført i trækonstruktioner med gitterdragere og skive af krydsfiner samt med bærende og stabiliserende vægge udført som træskeletvægge. Hvor der lokalt er behov for øget styrke, er der suppleret med limtræ. Der har været fokus på sammenbygningen af de to eksisterende bygværker, hvor etablering af åbninger i tidligere facader har medført et behov for at anlægge nye overliggere. Derudover skulle dele af eksisterende tagkonstruktion forstærkes, idet niveauspring i tagfladerne mellem nyt og gammelt byggeri potentielt medfører sneophobning.
Hvad angår funderingen er der grundet lavt niveau for oversiden af bæredygtigt lag anvendt dyb direkte fundering samt selvbærende terrændæk, som spænder mellem stribefundamenterne.
